Hun sætter sig op i sengen. Endnu en nat er gået, søvnløs, fuld af tårer, angst og vrede. Vrede mod netop denne dreng, som ingen andre kan se, som plager hende altid. Vrede mod de skrig, som kun hende kunne høre, og de forfærdelige stemmer, som var højere end alt andet i denne stille og urolige nat.

“Hvad gør jeg her?” tænker hun til sig selv, imens stemmerne snakker om selvmord og selvskade. “Jeg burde jo bare blive udskrevet og derefter gøre en ende på det hele”. Hun følte sig som en byrde – for samfundet og de mennesker omkring hende.

Hun gemmer sig, tager benene op til hovedet, og lader en lille gråd gå ud. Hun brød den ikke eksisterende stilhed, selvom kaoset i hendes hovede er stor.

Hvordan skal hun kunne leve, med alle de monstre i hendes hovede?
Den lille pige vil ikke samarbejde mere. Hun vil slippe fri. Ud. Gøre som stemmerne siger.

Hvad skulle holde hende tilbage?