Godt nytår ♥

Hun sætter sig op i sengen. Endnu en nat er gået, søvnløs, fuld af tårer, angst og vrede. Vrede mod netop denne dreng, som ingen andre kan se, som plager hende altid. Vrede mod de skrig, som kun hende kunne høre, og de forfærdelige stemmer, som var højere end alt andet i denne stille og urolige nat.

“Hvad gør jeg her?” tænker hun til sig selv, imens stemmerne snakker om selvmord og selvskade. “Jeg burde jo bare blive udskrevet og derefter gøre en ende på det hele”. Hun følte sig som en byrde – for samfundet og de mennesker omkring hende.

Hun gemmer sig, tager benene op til hovedet, og lader en lille gråd gå ud. Hun brød den ikke eksisterende stilhed, selvom kaoset i hendes hovede er stor.

Hvordan skal hun kunne leve, med alle de monstre i hendes hovede?
Den lille pige vil ikke samarbejde mere. Hun vil slippe fri. Ud. Gøre som stemmerne siger.

Hvad skulle holde hende tilbage?

Drops of blood felt instead of tears that night

Selvskadens monster. Det er aldrig nok. Aldrig godt nok.
Monstrene i mit hovede bliver blodtørstige.

Og så sad jeg her igen, med blod over det hele, helt alene i verden.

Juleaften

Hvad skal man gøre jule aften? For mange mennesker er det et enkelt svar: "Vi skal have god mad", "Vi skal have gaver!" eller "Vi skal hygge os". Men for mig er det ikke så simpelt.

Jeg var hjemme i weekenden, og det gik ikke særlig godt. Jeg skar i mig selv, men slet ikke dybt (nok), og stemmerne tog sådan over og skældte mig ud, mens jeg græd overfor min kontaktperson.
Hvordan skal det ikke gå juleaften? Jeg ved det bliver for meget for mig, men jeg gider ikke at fejre jul på sygehuset. Min lillebror fik mig til at love at jeg kom hjem. Men må jeg komme hjem? Og er det en god idé.

Min kontaktperson fra bostedet synes, at jeg skal lade andre tage beslutningen, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Vil så gerne hjem til jul. Men er det nu også en god idé?

Hjemmebesøg

Det er blevet besluttet, at jeg skal hjem på besøg.
Er både glad og nervøs. De skal se om jeg kan komme hjem juleaften, eller om jeg skal holde jul på afdelingen.
Stemmerne styrer det hele, og får stadig medicin med tvang.
Hvordan skal det nogensinde blive bedre?

Glasskåret

Jeg gik en tur med mine forældre i dag, og vi gik lidt ned i gågaden og købte noget chokolade.
Jeg havde det faktisk godt, og hyggede mig med mine forældre, da jeg pludselig træder på nogle glasskår.
Skarpe, fine glasskår. Jeg stivner. Med et begynder stemmerne at skrige, at jeg skal tage det op. Gemme det. Skære med det.
Jeg kunne ikke tænke på andet i et kvater, selvom jeg prøvede at aflede mine tanker med en smøg.

Jeg endte med at tage en op. I lommen. Ingen opdagede noget. Facaden på, smil, og lettet over stemmerne igen snakkede i "normal" tone.

Jeg har brug for at skære mig - det er min overlevelse. Alligevel orker jeg ikke at skulle gemme sår for personalet. De opdager det jo før eller siden. Jeg har haft angstanfald hele aftenen, grædt, fået PN.
Men det hjælper ikke noget. Glasskåret ligger stadig i min jakkelomme. Og angsten presser på.

At bede om hjælp

Hjælp mig - Det er blot to ord, otte bogstaver og to stavelser.
Men hvorfor skal det være så svært at bede om hjælp?
Jeg prøver alt hvad jeg kan, men jeg kan ikke få ordene ud af min mund.

Hvad er det jeg er bange for? Jeg fortjener ikke at få det bedre.
Vil ikke være til besvær. Er bange for at blive afvist og svigtet igen.

Men jeg kan heller ikke klare det her uden hjælp. Jeg er svag og bange.
Lammet af angsten og kaoset i min hovede.
Stemmerne taler højere end omverdenen, og styrer mig og mit liv.
Jeg kan ikke gøre det her alene.

She smiles when she wants nothing more, 

than to just break down and cry.

Every teardrop is a waterfall

Tårerne trillede ned af min kind.
Jeg er ikke vant til at græde. Kun at skære.
Ingen kunne se jeg var ked af det.
Facaden bliver stærkere og stærkere, dag for dag.

Jeg har så svært ved at bede om hjælp for tiden.

"Beauty from pain" by Superchick

The lights go out all around me

One last candle to keep out the night

And then the darkness surrounds me

I know I'm alive but I feel like I've died

And all that's left is to accept that it's over

My dreams ran like sand through the fists that I made

I try to keep warm but I just grow colder

I feel like I'm slipping away

After all this has passed, I still will remain

After I've cried my last, there'll be beauty from pain

Though it won't be today, someday I'll hope again

And there'll be beauty from pain

You will bring beauty from my pain

My whole world is the pain inside me

The best I can do is just get through the day

When life before is only a memory

I'll wonder why God lets me walk through this place

And though I can't understand why this happened

I know that I will when I look back someday

And see how you've brought beauty from ashes

And made me as gold purified through these flames

After all this has passed, I still will remain

After I've cried my last, there'll be beauty from pain

Though it won't be today, someday I'll hope again

And there'll be beauty from pain

You will bring beauty from my pain

Here I am at the end of me (at the end of me)

Tryin' to hold to what I can't see (to what I can't see)

I forgot how to hope

This night's been so long

I cling to Your promise

There will be a dawn

After all this has passed, I still will remain

After I've cried my last, there'll be beauty from pain

Though it won't be today, someday I'll hope again

And there'll be beauty from pain

You will bring beauty from my pain

Jeg kan ikke kæmpe imod mere,

Men jeg må ikke give op.

Jeg er så svag,

Men jeg må finde styrken frem.

Stemmerne råber og skriger,

I takt med tårerne løber ned af min kind.

Hvis jeg måtte bestemme,

Trak jeg aldrig været igen.

Nogle af de blogs jeg følger fast ♡

• notanordinarymind.blogspot.dk
• natalie-nataliesliv.blogspot.dk
• denstribedepige.blogspot.dk
• arikanne.com

I  want to live, not just survive.

Ready For Christmas

Jeg har fået min lille julebamse med herop på afdelingen.

Vores lille juletræ, indtil videre - de har lovet os et større træ, hehe.

 You see, the nightmare of schizophrenia is not knowing what is true. Imagine if you had suddenly learned the people, the places, the moments most important to you were not gone, not dead, but worse… they had never been. What kind of a hell would that be? 

— A Beautiful Mind

You might as well live

"Everything will be okay in the end, 

and if it's not okay, it's not the end"

Julehygge på U3

I formiddags blev vi enige om, her på afdelingen, at vi var i julehumør, så vi fandt opskriften på pebernødder, og begyndte ellers at bage. Det var rigtig hyggeligt. Vi satte julemusikken på, og begyndte at klippe og klister.

Jeg fik lavet dette fine julehjerte, med lidt hjælp. Det er svært at finde teknikkerne frem så tidligt.

Derefter formede vi dejen om til pebernødder, mens vi nynnede med til julemusikken.

Det var en rigtig hyggelig formiddag, hvor alle problemerne blev skubbet lidt i baggrunden. Og nu mangler vi bare sneen, så selvom det kun er d. 21. November, er det jo næsten jul!

Savn

 Savner min lille Lajka så utrolig meget, mens jeg er indlagt. På opholdsstedet kan jeg jo komme på besøg så tit jeg vil, og gå ture med hende og så videre. 

Mit værelse på bostedet. Savner det rigtig meget. Glæder mig til at blive udskrevet.

Så langt ude

Hvorfor skal det ende med akut og tvang? Hvorfor bliver jeg altid indlagt akut? Hvorfor er jeg nu tvangsindlagt? Hvorfor kunne man ikke tage hånd om det før det ender så galt? Hvorfor skal det være sådan her? Hvorfor?

I'm sick of being sick

 Mit værelse på den lukkede afdeling:

Blodprøver.. Mine blodprøver var ikke særlig gode.
Min blogprocent var meget lav fordi jeg skærer så meget i mig selv og mister alt for meget blod, og D-Vitaminet var helt i bund fordi jeg isolerer mig og lukker mig inde, og ikke får dagslys.

Sprøjten fuld af gift

Nu kommer du med sprøjten, fuld af medicin. Men i min verden, noget der er forpint.
Stemmerne siger giften deri, kan i værste fald koste mig liv.
Jeg råber og græder, men du ignorere mig. Fastholder mig, mens jeg hader dig.
Du stikker sprøjten ind i mig. Nu opdager jeg først jeg intet valg har.
Jeg ligger forstenet tilbage i gråd, spørger mig selv, hvorfor, hvorfor.

Skrevet af Anne Mette.