Glasskåret

Jeg gik en tur med mine forældre i dag, og vi gik lidt ned i gågaden og købte noget chokolade.
Jeg havde det faktisk godt, og hyggede mig med mine forældre, da jeg pludselig træder på nogle glasskår.
Skarpe, fine glasskår. Jeg stivner. Med et begynder stemmerne at skrige, at jeg skal tage det op. Gemme det. Skære med det.
Jeg kunne ikke tænke på andet i et kvater, selvom jeg prøvede at aflede mine tanker med en smøg.

Jeg endte med at tage en op. I lommen. Ingen opdagede noget. Facaden på, smil, og lettet over stemmerne igen snakkede i "normal" tone.

Jeg har brug for at skære mig - det er min overlevelse. Alligevel orker jeg ikke at skulle gemme sår for personalet. De opdager det jo før eller siden. Jeg har haft angstanfald hele aftenen, grædt, fået PN.
Men det hjælper ikke noget. Glasskåret ligger stadig i min jakkelomme. Og angsten presser på.