Hvad gør man når ord ikke er nok?

Det er efterhånden lang tid siden jeg har skrevet - overskuddet har været minimalt, jeg har været for udmattet over at kæmpe, og tom for ord.

For hvad siger man, når ord ikke er nok?

Jeg er stadig indlagt, stadig på tvang, og jeg føler jeg går et skridt frem, og to tilbage.

Godt nytår ♥

Hun sætter sig op i sengen. Endnu en nat er gået, søvnløs, fuld af tårer, angst og vrede. Vrede mod netop denne dreng, som ingen andre kan se, som plager hende altid. Vrede mod de skrig, som kun hende kunne høre, og de forfærdelige stemmer, som var højere end alt andet i denne stille og urolige nat.

“Hvad gør jeg her?” tænker hun til sig selv, imens stemmerne snakker om selvmord og selvskade. “Jeg burde jo bare blive udskrevet og derefter gøre en ende på det hele”. Hun følte sig som en byrde – for samfundet og de mennesker omkring hende.

Hun gemmer sig, tager benene op til hovedet, og lader en lille gråd gå ud. Hun brød den ikke eksisterende stilhed, selvom kaoset i hendes hovede er stor.

Hvordan skal hun kunne leve, med alle de monstre i hendes hovede?
Den lille pige vil ikke samarbejde mere. Hun vil slippe fri. Ud. Gøre som stemmerne siger.

Hvad skulle holde hende tilbage?

Drops of blood felt instead of tears that night

Selvskadens monster. Det er aldrig nok. Aldrig godt nok.
Monstrene i mit hovede bliver blodtørstige.

Og så sad jeg her igen, med blod over det hele, helt alene i verden.

Juleaften

Hvad skal man gøre jule aften? For mange mennesker er det et enkelt svar: "Vi skal have god mad", "Vi skal have gaver!" eller "Vi skal hygge os". Men for mig er det ikke så simpelt.

Jeg var hjemme i weekenden, og det gik ikke særlig godt. Jeg skar i mig selv, men slet ikke dybt (nok), og stemmerne tog sådan over og skældte mig ud, mens jeg græd overfor min kontaktperson.
Hvordan skal det ikke gå juleaften? Jeg ved det bliver for meget for mig, men jeg gider ikke at fejre jul på sygehuset. Min lillebror fik mig til at love at jeg kom hjem. Men må jeg komme hjem? Og er det en god idé.

Min kontaktperson fra bostedet synes, at jeg skal lade andre tage beslutningen, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Vil så gerne hjem til jul. Men er det nu også en god idé?

Hjemmebesøg

Det er blevet besluttet, at jeg skal hjem på besøg.
Er både glad og nervøs. De skal se om jeg kan komme hjem juleaften, eller om jeg skal holde jul på afdelingen.
Stemmerne styrer det hele, og får stadig medicin med tvang.
Hvordan skal det nogensinde blive bedre?